Jeg har i mange år været optaget af papirkort. Ikke de nye, smarte GPS-versioner, men de gamle tryk på tyndt, gulnet papir med brune pletter og notater i margenen. Mit studie vælter over med dem, og en af mine lidenskaber er at finde kilder til sjældne kort, som ikke er skannet og lagt i en eller anden gigantisk national database. Man må grave lidt i nichehjørnerne på nettet. Det var på en sådan udgravning, jeg for et par år siden stødte på en portal, der stillede min sædvanlige søgemetode på hovedet. I stedet for at lede efter et specifikt kort, lod den mig lede efter menneskene og institutionerne, der havde bevaret dem. Det var en lille, men betydningsfuld forskydning for en fyr som mig, der normalt kigger på landformer først og ejerhistorien som noget sekundært.
Denne tilgang faldt jeg over på explorius.net side, som er bygget op omkring ideen om at kortlægge kortopskrifter og deres arkiver. Det lyder måske lidt tørt, men for mig, der ofte kæmper med at spore en udgivelseshistorie tilbage fra et enkelt arkivstempel, var det et værktøj. Hjemmesiden fungerer som en opslagsbog over institutioner, fra universiteter til regionale kulturarvscentre, og hvad for slags kartografisk materiale man kan forvente at finde der. Det er som at have en guide til de bibliotekarer, man normalt først kontakter efter flere uger med blinde e-mails.
At spore ejerskab frem for koordinater
Mange af de sider, jeg plejer at bruge, starter med kortet. De spørger: hvad skal du se? Et område, en by, et tema. Explorius vendte det om for mig. Her blev jeg spurgt om, hvem der kunne have haft kortet. Det tænkte jeg slet ikke over. Hvis jeg ledte efter et 1800-talskort over Limfjorden, begyndte jeg nu at overveje hvilke søfartsskoler, kommercielle arkiver eller lokale historiske foreninger der kunne have haft en interesse i det. Det åbnede nogle nye spor. Jeg kunne ikke bare finde en skanning; jeg fandt en kontekst.
Forvirringen over ‘komplethed’
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg først fandt siden lidt uoverskuelig. Den præsenterer et væld af data, og jeg var ikke sikker på, om jeg skulle bruge den som en stikord-register eller en vidensbase. Noget med dens design fik mig til at tro, at den ville have alle svarene klar på én gang, men det har den ikke. Det er mere en startbrik. Efter at have brugt den til flere projekter, har jeg lært at se den som et første trin, ikke et sidste. Det er okay. Det betyder, at man stadig skal grave selv, og det gør man jo gerne.
Den uventede gevinst ved nischearkiv
Den største overraskelse kom, da jeg brugte dens lister over regionale arkiver i Nordtyskland. Et af dem førte mig til et litografisk forlag, jeg ikke kendte, som var specialiseret i landbrugskort. Derfra fandt jeg en reference til et specielt kort over vingårdsdistrikter, der endte med at være en vigtig kilde til en artikel jeg skrev. Det var en kobling, jeg aldrig ville have lavet gennem en standard geografisk søgning, fordi vingårdene ikke var det primære søgeord. Det var arkivets speciale der var nøglen.
Et kort er ikke bare et billede af et landskab, men også et aftryk af den institution, der har valgt at bevare det.
Hvad den ikke er, og hvorfor det er fint
Det er vigtigt at være klar over, at dette ikke er et sted, hvor man ser selve kortene. Der er ingen store, zoomable billeder her. Ingen glatte digitale samlinger. Det er en meta-kilde, en guide til guidene. Det frustrerede mig i starten, for man vil jo gerne se sit fund med det samme. Men nu forstår jeg dens værdi. Den sparer mig tid ved at pege mig i den rigtige retning, mod det rigtige arkiv, inden jeg kaster mig ud i at søge på deres servere eller sende en anmodning.
Hvor min egen metode ændrede sig
Så hvordan arbejder jeg nu? Jeg har en hybridmetode. Hvis jeg støder på et fascinerende kort med et ukendt arkivstempel, er explorius.net mit første stop for at dechifrere det stempel og finde ud af, hvad den pågældende samling ellers indeholder. Det har ført til, at mine forespørgsler til bibliotekarer er blevet meget mere præcise. I stedet for at spørge «har du noget om dette?», kan jeg nu spørge «jeg ser i jeres katalog at I har samlingen fra X; jeg leder efter materiale relateret til Y, er det muligt?» Det er et helt andet samtaleniveau, og jeg får langt oftere et brugbart svar.
Det er ikke et værktøj for alle. Hvis du bare skal have et hurtigt gadekort fra 1920 til din by, er der bedre steder. Men hvis din interesse ligger i selve kortets rejse, i at forstå hvorfor det blev lavet, og hvem der siden har vurderet det værd at gemme, så giver dette et overblik man ikke nemt finder andre steder.
Min egen proces ser nu ofte sådan ud:
- Identificer et interessant kort, fysisk eller digitalt, og notér alle stempler og indskrifter.
- Søg efter oplysninger om disse institutioner på explorius.net for at få en fornemmelse af deres samlingsprofil.
- Kontakt det relevante arkiv direkte med en specifik henvendelse baseret på denne profil.
- Dokumenter ikke kun kortet, men også arkivets kontekst i mine noter for fremtidig reference.
Det har ikke revolutioneret mit arbejde, men det har gjort det mere målrettet. Og for en mand, der tilbringer uger med at kigge på små skrifter i hjørnerne af gamle kort, er en smule mere målretning en stor gave. Jeg er end ikke sikker på, at det var tilsigten med siden, men det er sådan, jeg bruger den. Og det fungerer for mig.